Historie: Der findes talrige teorier om Weimaranerens oprindelse. Så meget står dog fast, at Weimaraneren, som dengang endnu havde meget blod fra "kobbelhunde" i sig, allerede i den første trediedel af det 19.århundrede blev holdt ved hoffet i Weimar. Ved århundredets midte, altså før man begyndte at renavle racen, var opdrættet næsten udelukkende baseret på brugsegenskaberne og varetaget af erhvervsjægere
og forstfolk i det centrale Tyskland, frem for alt i området omkring Weimar og i Thüringen.
Da hundekoblernes tid var forbi, krydsede man disse hunde med hønsehunde og avlede videre med disse krydsninger. Fra omkring 1890 blev racen planmæssigt opdrættet og stambogsført. Foruden den korthårede Weimaraner forekom allerede før århundredskiftet også en langhåret variant, omend kun i enkelte eksemplarer. Siden oprettelsen af stambogsføringen er Weimaraneren blevet renavlet og således i det væsentlige holdt fri af indkrydsning af fremmede racer, frem for alt Pointer. Dermed er Weimaraneren nok den ældste, tyske stående jagthunderace, som nu gennem godt 100 år er blevet renavlet.
Helhedsindtryk: Middelstor til stor jagtbrugshund. Funktionel brugstype, formskøn og senet, med kraftig
muskulatur. Hannens såvel som tævens kønspræg skal være entydigt markant.
Proportioner:
• Forholdet mellem kropslængde og skulderhøjde er som 12 til 11.
• Hovedets længdeforhold : Afstanden fra næsespids til stop er noget større end fra stop til nakkeknude.
• Forpart : Afstanden fra albuen til midt på mellemhånden er næsten den samme som fra albuen til manken.
Temperament: Alsidig, letført, stabil og passioneret jagthund med et systematisk og vedholdende søg, dog ikke overdrevent temperamensfuld. Den har en særdeles god næse. Den er skarp over for rovvildt og andet vildt, også vagtsom, men ikke aggressiv. Pålidelig i stand og under vandarbejde. Den viser påfaldende gode anlæg for arbejdet efter skuddet.
Hoved
Skalle: I harmoni med kroppens størrelse og næsepartiet. Skallen er bredere hos hanner end hos tæver, selv om forholdet mellem skallens længde og hovedets bredde er helt harmonisk hos begge køn. Midt i panden ses en fordybning. Nakkeknuden er let til
moderat fremtrædende. Bag øjnene ses de tydelige kindbensbuer.
Stop: Særdeles let.
Næse: Stor, rager frem foran underkæben. Den er mørkt kødfarvet og går bagud jævnt over i gråt.
Næseparti: Langt og - især hos hanner - kraftigt. Set i profil virker det næsten kantet. Partiet ved hjørnetænderne er næsten lige så kraftigt som ved præmolarerne. Næseryggen er lige, ofte noget buet, men aldrig konkav.
Læber: Moderat overhængende, kødfarvede ligesom gummerne. Lille fold ved mundvigen.
Kæber/bid: Kraftige kæber. Tandsættet er komplet, regelmæssigt og kraftigt. Fortænderne glider
tæt bag hinanden (saksebid).
Kinder : Muskuløse og tydeligt markerede. Tørt hoved.
Øjne: Mørkt til lyst ravfarvede, med et intelligent udtryk. I hvalpealderen er de himmelblå. De er runde og en anelse skråtstillede. Øjenrandene ligger godt til.
Ører: Brede og temmelig lange, kan nå omtrent til mundvigen. De er ansat højt og ret tæt sammen, spidst afrundede nedadtil. Når hunden er opmærksom, drejes ørerne let fremefter og danner folder.
Hals: Virker ædel, også i sin holdning, med buet overlinie. Den er muskuløs og tør, næsten rund, og ikke for kort. Den bliver kraftigere mod skuldrene og glider harmonisk over i skulderparti og bryst.
Krop:
Overlinie : Går fra den buede halslinie via den godt markerede manke over i den relativt lange og faste ryg.
Manke : Godt markeret.
Ryg : Fast og muskuløs, ikke hængende. Ikke overbygget bagtil. En ret lang ryg er typisk for racen og er ingen fejl.
Kryds : Bækkenet er langt og moderat skråtliggende.
Bryst : Kraftigt, men ikke overdrevent bredt. Det har tilstrækkelig dybde, omtrent til albuerne, og tilstrækkelig længde. Godt hvælvet, uden at være tøndeformet, med lange ribben og godt markeret forbryst.
Underlinie : Let stigende, men bugen er ikke opkneben.
Hale: Halen er ansat noget lavere under ryglinien end hos andre, lignende racer. Den er kraftig og godt behåret. I ro bæres halen hængende, men når hunden er opmærksom eller arbejder, bæres halen vandret eller endda højere.
Lemmer:
Forpart: Forbenene virker lange. De er senede, lige og parallelle, men ikke bredt stillede.
Skuldre : Lange og skråtstillede, godt tilliggende, med kraftig muskulatur. God vinkling mellem skulderblad og overarm.
Overarm : Skråtstillet, passende lang og stærk.
Albuer : Frie og placeret lige, hverken ind- eller udaddrejede.
Underarm : Lang og lodret stillet.
Håndrod : Kraftig og fast.
Mellemhånd : Senet, let skråtstillet.
Forpoter : Kraftige, stillet lige i kroppens længderetning. Tæerne er tæt sluttede og hvælvede. De to midterste tæer er ret lange, hvilket er typisk for racen og dermed ingen fejl. Kløerne er lysegrå til mørkegrå. Trædepuderne er godt pigmenterede og solide.
Bagpart: Bagbenene virker lange og er senede, hhv godt muskuløse. De er stillet parallelt, hverken ind- eller udaddrejede.
Overlår : Passende langt, kraftigt og med god muskulatur.
Knæled : Kraftigt og stramt.
Underlår : Langt, med tydeligt fremtrædende sener.
Haseled : Kraftigt og stramt.
Mellemfod : Senet, næsten lodret stillet.
Bagpoter : Kraftige og kompakte, uden vildtkløer. I øvrigt som forpoterne. (NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark).
Bevægelse: Bevægelsen foregår i alle gangarter jordvindende og flydende. Bag- og forben føres parallelt. Galopspringene er lange og lavt over jorden. I trav forbliver ryggen lige.
Pasgang er uønsket.
Hud: Kraftig. Den slutter godt til kroppen, men er kke alt for tæt tilliggende.
Pels:
Hårlag : • Korthår : Kort (men længere og tættere end hos de fleste lignende racer). kraftig, meget tæt, glat tilliggende dækpels. Uden eller med ganske lidt underuld.
• Langhår : Blød, lang dækpels med eller uden underuld. Glat eller let bølget. Hårene ved ørernes basis er langt nedhængende. Ved ørespidserne er et fløjlsagtigt hårlag tilladt. Hårlængden er på kroppens sider 3 til 5 cm, på halsens underside, på forbryst og bug for det meste noget længere. Gode behæng og bukser, dog med kortere hår nedefter. Hale med god fane. Behåring mellem tæerne. Pelsen er ikke så lang på hovedet. Et hårlag svarende til "dobbelt pels" (Stockhaar), med en middellang, tæt og godt tilliggende dækpels, tæt underuld og moderat udviklede behæng og bukser kan forekomme hos hunde med blandede arveanlæg (kort- / langhår).
Farve: Sølvgrå, rådyr- eller musegrå såvel som overgange mellem disse farvenuancer. Hoved og ører er for det meste noget lysere. Hvide aftegninger tillades kun i beskedent omfang på bryst og tæer. Af og til ses ned langs midten af ryggen en mere eller mindre udpræget, mørk "ålestribe". Hunde med udtalt rødgule aftegninger kan højst opnå betegnelsen "God". Brune aftegninger er en alvorlig fejl.
Størrelse: Skulderhøjde: Hanner 59 til 70 cm (idealhøjde 62 til 67 cm) Tæver 57 til 65 cm (idealhøjde 59 til 63 cm)
Vægt: Hanner ca 30 til 40 kg, tæver ca 25 til 35 kg.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Alvorlige fejl:
• Tydelige afvigelser i type. Utypisk kønspræg.
• Grove afvigelser i størrelse og proportioner.
• Forhovedet med store afvigelser, f eks for tykke læber, kort eller spidst næseparti.
• Kæber og bid: Tandmangler ud over to P1 eller M3.
• Øjne: Lette fejl ved øjenlåg/-rande, navnlig lette og ensidige.
• Ører: Udtalt korte eller lange, ikke drejede.
• Hals: Løs halshud (Wamme). Store afvigelse i form og muskulatur.
• Ryg: Tydelig hænge- eller karperyg. Overbygget.
• Bryst, bug: Tøndeformet bryst, brystet ikke dybt eller langt nok. Opkneben bug.
• Grove stillingsafvigelser, f eks mangelfuld vinkling, udaddrejede albuer, åbne poter.
• Stærkt hjulbenet eller kohaset.
• Dårlig bevægelse i enkelte gangarter, også manglende fremgreb eller fraskub. Pasgang.
• Store fejl eller mangler, f eks meget tynd eller meget grov hud.
• Mellemstadier mellem de pels-varianter, der er beskrvet i standarden.
• Manglende behåring på bug og ører ("læderører"). Udbredt uldagtig pels hos den korthårede variant. Udtalt lokket eller tynd pels eller knap behåring hos den langhårede variant.
• Afvigelser i den grå farvetone, f eks gullig eller brunlig. Brune aftegninger.
• Store afvigelser i størrelse og vægt ( f eks mere end 2 cm i højden).
• Øvrige store fejl eller mangler.
• Mindre fejl eller mangler i temperamentet.
Diskvalificerende fejl:
• Absolut utypisk, navnlig grov og klodset eller spinkel.
• Absolut uproportioneret.
• Absolut utypisk, f eks Bulldog-agtigt skalleparti.
• Forhoved: Absolut utypisk, f eks konkav næseryg.
• Kæber, bid: Underbid, overbid, yderligere tandmangler.
• Øjne: Entropion, ektropion.
• Ører: Absolut utypiske, f eks udstående.
• Udtalt løs halshud.
• Ryg: Stærkt hængende eller karperyg. Stærkt overbygget.
• Bryst, bug: Udtalt tøndeformet eller misdannet bryst
• Rakitiske eller misdannede ben.
• Kronisk halten.
• Udtalt bunden bevægelse i gangarterne.
• Misdannelser eller defekter i huden.
• Delvis eller fuldstændig hårløshed.
• Pelsfarve andet end grå. Udbredte, brune aftegninger. Hvide aftegninger andre steder end på bryst og poter.
• Udtalt over- eller understørrelse.
• Øvrige misdannelser. Sygdomme, der antages at være arvelige, f eks epilepsi.
• Mangler i temperamentet, f eks sky eller ængstelig.
Denne oversigt kan naturligvis ikke omfatte alle forekommende fejl, men de nævnte må betragtes som eksempler.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
Kilde: DKK
|
